En af mine gymnastiklærere i 8. klasse, spurgte om der var flere spørgsmål.

Hvad er meningen med livet?

Der var ikke noget svar dengang, og ikke noget svar sidenhen.

Så jeg har brugt mellemtiden på at finde mit eget svar.

Det er ganske kort og endnu mere simpelt:

Meningen med livet er at høre til.

“Kvalitetstid” er et begreb, der er udklækket af forældre, der har dårlig samvittighed over, at de ikke kan være der nok for deres børn.

På samme måde er Valenstinsdag blevet en (d)årlig undskyldning for at have tilsidesat sin kæreste i de resterende 364 dage (365 i et skudår) om året.

Fordi alle sammen ikke har “tid.” Selv om alle er udstyret med 24 timer i døgnet.

Fordelen ved at være grim og fattig: Du kan være sikker på, at ingen elsker dig for dit udseende eller dine penge.

Ulempen ved at være grim og fattig: Du kan være sikker på, at ingen elsker dig for dit udseende eller dine penge.

Jeg stod i 6A’eren og skulle til at hoppe af i nærheden af mit hjem. Jeg var utålmodig. Da bussen stoppede stod der en mongol foran mig og spærrede døren. Han tøvede med at stige af. Jeg tænkte: “Flyt dig nu, din sinke. Jeg skal videre.”

Han stak hovedet ud af døren og kikkede sig til begge sider. Jeg tænkte bare: “Sikke en idiot. Ka’ du komme væk.”

Ikke mange sekunder efter tanken strejfede mig, kom der en cyklist bragende forbi. Hvis mongolen ikke havde stået foran mig, var jeg gået lige ud foran cyklisten og var garanteret kommet slemt til skade.

Hold kæft, hvor jeg skammede mig. Og det gør jeg stadigvæk. Føj, hvor havde jeg en dårlig smag i munden. At jeg overhovedet kunne tænke sådan om et andet levende menneske.

I det her tilfælde var det mig, der var slemt retarderet. Det var bare moralsk. Og det er meget værre end at være en sinke.

Jeg er led og ked. Træt helt ind i hjertekulen. Orker ikke al den snak om “frihed” mere.

Friheden er blevet et mantra, der gentages af talende droner. Falder som betydningsløse bomber. Igen og igen og..

Og til sidst aner vi fandeme ikke hvad “frihed” betyder.

Er det friheden til at vælge mellem Pepsi eller Coca Cola? Apple eller Microsoft?

Vi har så meget frihed, at vi ikke aner, hvad vi skal stille op med al den frihed.

Skal vi tillade os friheden til at tage friheder? Jeg kan jo alt. Derfor må jeg alt?!

En ting bliver bare glemt i den evindelige snak om frihed.

Nemlig at friheden kræver “fravær fra.”

Og fravær fra kræver isolation.

Og er du først isoleret kan du gøre lige som det passer dig. Du har den totale frihed.

Du ka’ gøre lige som du vil.

Du er helt uafhængig. Der er intet, der kan stoppe dig.

…men måske heller ikke noget til at sætte dig igang.

Eller holde dig igang.

Eller bare få dig til at lukke røven en gang imellem.

Det er også så sundt.

Fra det gudsforladte øjeblik vi bliver sat på denne jord, er vi afhængige. Vi er først og fremmest afhængige af hinanden. Vi har brug for hinanden. Uden noget dig, ville der ikke være noget mig. Og uden noget dig og mig, slet ikke noget os.

Jeg er glad for at sige: “Jeg er ikke fri. Jeg er afhængig. Der er brug for mig.”

Jeg har brug for mine venner. Jeg har brug for mine bekendte. Jeg har brug for, at hende den søde kassedame smiler igen, når jeg har birkes i tænderne. Men mest af alt har jeg brug for min familie.

Al den afhængighed og ufrihed giver mig til gengæld en forpligtelse.

En lyst til at være her så lang tid som muligt.

Et behov for at høre til.